Den 3. september afholder FairParkering og folketingsmedlem Thomas Monberg (S) en høring på Christiansborg om fremtidens private parkering.

Forud for høringen er der udsendt en pressemeddelelse, hvor ambitionen blandt andet er mere forståelige og ensartede regler, bedre klagemuligheder og en rimelig balance mellem bilister, virksomheder og moderne digitale parkeringsløsninger.

Det er et relevant udgangspunkt. Private parkeringsordninger skal kunne administreres og håndhæves effektivt, hvis de skal fungere i praksis. Samtidig skal reglerne være forståelige for bilisterne, og håndhævelsen skal ske inden for de forbrugerretlige rammer, der gælder på området.

En nyere dom fra Østre Landsret, U.2026.1081 Ø, illustrerer imidlertid, hvor vanskelig denne balance kan være i praksis.

En overskridelse på højst fem centimeter

Sagen vedrørte parkering på et privat parkeringsområde ved Sognegårds Allé i Hvidovre.

Det fremgik af skiltningen, at parkering alene var tilladt i de afmærkede parkeringsbåse, og at bilen ikke måtte stikke ud over vej- eller fortovskanten.

Bilisten havde parkeret i strid med vilkåret. Det centrale spørgsmål var derfor ikke, om parkeringsreglen var overtrådt, men hvilken betydning overtrædelsens begrænsede omfang skulle have.

Østre Landsret lagde til grund, at bilens bagende rakte højst fem centimeter ind over fortovskanten. Samtidig var fortovet så bredt, at der fortsat var fri passage for gående.

Kontrolafgiften var 795 kroner.

Sagen kom dermed til at handle om et principielt spørgsmål: Skal en kontrolafgift kunne fastholdes fuldt ud, når et klart parkeringsvilkår er overtrådt, men overtrædelsen er begrænset og ikke har medført nogen reel gene?

Parkeringsklagenævnet og byretten nåede ét resultat

Sagen blev først behandlet af Parkeringsklagenævnet.

Nævnets flertal på tre medlemmer lagde vægt på, at overskridelsen var bagatelagtig, og at køretøjet ikke var til gene for andre trafikanter. Flertallet fandt derfor, at kontrolafgiften ikke var udstedt med rette.

To medlemmer fandt derimod, at parkeringsvilkåret var overtrådt, og at kontrolafgiften derfor skulle opretholdes.

Da sagen efterfølgende kom for Retten i Glostrup, blev resultatet det samme som hos nævnets flertal.

Byretten tog udgangspunkt i, at private parkeringsvilkår er aftaleretlige. Når bilisten er forbruger, finder aftalelovens særlige regler om forbrugeraftaler derfor anvendelse.

Retten henviste blandt andet til aftalelovens §§ 38 b og 38 c og fandt efter en konkret vurdering, at det ville være urimeligt at fastholde kontrolafgiften. Der blev blandt andet lagt vægt på overtrædelsens begrænsede karakter og på, at bilen ikke havde været til gene.

Bilisten blev derfor frifundet.

Landsretten lagde større vægt på håndhævelsen

Østre Landsret nåede imidlertid til det modsatte resultat.

Landsretten var enig i det aftaleretlige udgangspunkt og anerkendte samtidig, at der var tale om en mindre eller bagatelagtig overtrædelse, ligesom der fortsat havde været fri passage på fortovet.

Alligevel blev kontrolafgiften opretholdt.

Landsretten lagde blandt andet vægt på, at bilen faktisk var parkeret i strid med vilkåret, at den kunne have været placeret korrekt længere fremme, og at bilisten kendte restriktionen fra tidligere.

Herudover indgik parkeringsselskabets mulighed for at håndhæve parkeringsvilkåret i landsrettens vurdering.

Efter en samlet vurdering fandt landsretten derfor ikke grundlag for at tilsidesætte kontrolafgiften på 795 kroner som urimelig.

Dommen er interessant, fordi den illustrerer to hensyn, som begge er relevante i diskussionen om fremtidens parkeringsregler.

På den ene side hensynet til den konkrete rimelighed for bilisten. På den anden side behovet for regler, der faktisk kan administreres og håndhæves ensartet.

Klare regler har også en værdi

Det er nærliggende at spørge, hvorfor en overskridelse på fem centimeter skal have samme økonomiske konsekvens som en væsentligt større overtrædelse.

Men problemstillingen har også en anden side.

Hvis enhver parkeringsregel skal ledsages af en individuel tolerancegrænse, opstår hurtigt nye spørgsmål:

Hvor mange centimeter skal accepteres? Hvor mange minutter kan en tidsbegrænsning overskrides? Hvornår er en overtrædelse tilstrækkeligt væsentlig? Og hvordan sikres det, at sammenlignelige sager behandles ens?

For parkeringsbranchen er det derfor et legitimt hensyn, at reglerne skal kunne administreres i praksis. Klare grænser kan også bidrage til forudsigelighed og ensartet behandling.

Netop derfor er U.2026.1081 Ø interessant. Dommen viser, at diskussionen om ”fair parkering” ikke alene kan reduceres til et valg mellem hensynet til bilisten og hensynet til parkeringsselskabet.

Udfordringen er at finde den rette balance.

Digitalisering gør spørgsmålet endnu mere aktuelt

Denne balance bliver ikke mindre relevant i takt med den øgede digitalisering af parkeringsområdet.

ANPR og andre digitale løsninger kan give mere præcis registrering, reducere visse fejlkilder og gøre parkeringsadministrationen mere effektiv.

Det er grundlæggende en positiv udvikling.

Men teknologien kan først og fremmest fastslå, om et bestemt vilkår er overtrådt. Den afgør ikke nødvendigvis, hvilken konsekvens overtrædelsen bør have.

Et digitalt system kan eksempelvis registrere en tidsoverskridelse meget præcist. Dermed bliver det samtidig muligt at registrere meget små afvigelser, som tidligere måske ikke ville være blevet konstateret.

Det gør spørgsmålet om proportionalitet mere – ikke mindre – relevant.

Det er derfor ikke nødvendigvis en modsætning at ønske moderne digitale parkeringsløsninger og samtidig diskutere, hvordan mindre overtrædelser bør håndteres.

Tre instanser – tre forskellige vurderinger

Noget af det mest interessante ved U.2026.1081 Ø er forløbet gennem de forskellige instanser.

Parkeringsklagenævnets flertal mente, at kontrolafgiften skulle bortfalde.

Byretten nåede samme resultat.

Østre Landsret fandt derimod, at afgiften skulle betales.

De faktiske omstændigheder var i det væsentlige de samme. Forskellen lå i den juridiske afvejning mellem overtrædelsens begrænsede karakter og hensynet til, at parkeringsvilkåret skulle kunne håndhæves.

Det illustrerer, at spørgsmålet om ”fair parkering” ikke altid har et enkelt svar.

Hvad skal ”fair parkering” betyde i praksis?

Den kommende høring på Christiansborg giver derfor en god anledning til at diskutere mere end skiltning, klageadgang og anvendelsen af ny teknologi.

Hvis ønsket er mere fair parkeringsregler, er det også relevant at diskutere, hvad fairness konkret skal indebære?

Samtidig er der en væsentlig udfordring ved at indarbejde en form for ”det er synd for”-skala i parkeringsreglerne, hvor den enkelte bilists oplevelse af rimelighed eller andre subjektive forhold får betydning for, om en kontrolafgift er berettiget. Det kan være vanskeligt at omsætte sådanne hensyn til klare og objektive kriterier, som kan administreres ensartet af både parkeringsselskaber, bilister og klageinstanser.

Jo større plads der gives til individuelle rimelighedsvurderinger, desto større bliver risikoen samtidig for nye grænsetilfælde: Hvornår er en overskridelse så lille, at den bør accepteres? Hvornår er en fejl undskyldelig? Og hvor går grænsen mellem en bagatel og en overtrædelse, der berettiger til en kontrolafgift?

Fairness handler derfor ikke nødvendigvis kun om større fleksibilitet over for bilisten. Det handler også om forudsigelighed og ensartethed – at to bilister i samme situation som udgangspunkt behandles ens.

Det er ikke spørgsmål med oplagte svar. Men det er netop den balance, der bliver central, hvis ambitionen om ”fair parkering” skal omsættes til konkrete regler, som både opleves rimelige og samtidig kan håndhæves i praksis.

Dommen viser at der en reel balance i den praksis der eksisterer i dag.

U.2026.1081 Ø viser først og fremmest, at klare regler og rimelige resultater ikke nødvendigvis er det samme spørgsmål.

Parkeringsselskaber skal kunne håndhæve de vilkår, der gælder på et parkeringsområde. Ellers mister parkeringsreguleringen sin praktiske funktion.

Omvendt er privat parkering baseret på aftaleretlige vilkår, og når bilisten er forbruger, indgår hensynet til rimelighed som en del af den juridiske ramme.

Landsretten fandt i den konkrete sag, at balancen førte til, at kontrolafgiften på 795 kroner skulle betales – selv om overskridelsen var højst fem centimeter og blev karakteriseret som mindre eller bagatelagtig.

Det gør ikke nødvendigvis dommen til et argument hverken for eller imod parkeringsbranchen.

Men den gør sagen til et meget konkret eksempel på det spørgsmål, som den kommende debat om fair parkering bør forsøge at besvare:

Hvordan skaber man parkeringsregler, der både er klare og effektive at håndhæve – og som samtidig opleves som rimelige, når overtrædelsen befinder sig helt ude ved grænsen?

 

Du kan kontakte Thomas direkte via: 📞 Telefon: 55 21 97 55
📧 Email: tj@pavama.dk
🌐 Kontaktformular: https://pavama.dk/kontakt-os

Lov om private fællesveje

Vi hjæper til i idèfasen

Om Pavama og vores kompetencer

Læs sagen her