Motorregistret som styringsredskab – uden klar hjemmel

Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen har i både TV 2 og Jyllands-Posten udtalt sig markant om private parkeringsselskabers brug af Motorregistret og har bl.a. fastslået, at “adgangen til Motorregistret ikke skal misbruges”, og at “hvis man ikke overholder reglerne, er det fair, at nogen kommer efter en”. Hun har videre udtalt, at selskaber, der misbruger adgangen, ikke bør kunne bevare den, “især ikke til bondefangeri af den her slags”. Med disse udtalelser placerer skatteministeren sig centralt i vurderingen af, hvornår en parkeringspraksis bevæger sig fra det tilladte til det ulovlige.

Jurdisk rejser det imidlertid et grundlæggende spørgsmål om hjemmel og kompetence. Adgangen til Motorregistret reguleres af bekendtgørelse nr. 663 af 10. juni 2025 om videregivelse af oplysninger fra Køretøjsregisteret, som fastsætter vilkår for adgang, men som ikke tillægger skatteministeren kompetence til at foretage en materiel vurdering af lovligheden af en konkret parkeringspraksis. Når skatteministeren udtaler, at adgangen kan inddrages, fordi praksissen efter hendes opfattelse udgør “misbrug”, uden samtidig at henvise til konkrete afgørelser fra klageinstanser eller domstole, opstår der et spændingsfelt mellem politisk vurdering og retlig kvalifikation.

Færdselsloven § 122 d og retssikkerhed

Den materielle afgørelse af, om en parkeringspraksis er lovlig, er efter færdselsloven § 122 d udtrykkeligt henlagt til Parkeringsklagenævnet, idet det følger af bestemmelsen, at “til behandling af klager over kontrolafgifter pålagt af private for overtrædelse af vilkårene for brug af offentligt tilgængelige private parkeringsområder opretter branchen på området et klagenævn”. Denne ordning afspejler et bevidst valg fra lovgivers side om at adskille politisk regulering fra retlig afgørelse, således at vurderingen af den materielle lovlighed foretages af et uafhængigt nævn og i sidste instans af domstolene.

Når skatteministeren erklærer sig “helt på linje” med transportministeren i opgøret med de såkaldte “usynlige bøder” og samtidig oplyser, at hun er i dialog med FDM om eventuelle “yderligere stramninger”, kan det give indtryk af, at vurderingen af lovligheden forskydes fra de instanser, som færdselsloven udtrykkeligt har udpeget, til det politiske niveau.

Hverken skatteministeren, transportministeren eller en kommerciel aktør som FDM er imidlertid tillagt kompetence til at afgøre, om en parkeringspraksis er ulovlig, og en sådan forskydning rejser  derfor principielle spørgsmål om magtens tredeling og retssikkerhed.

Landsskatterettens afgørelse i SKM2025.269.LSR udgør et væsentligt korrektiv til skatteministerens anvendelse af begrebet “misbrug” i den offentlige debat.

Afgørelsen fastslår, at fratagelse af adgang til et offentligt register forudsætter klar og udtrykkelig hjemmel, en konkret og individuel vurdering samt objektivt konstaterbare forhold, der dokumenterer, at adgangen er anvendt i strid med de fastsatte vilkår. Begrebet “misbrug” kan efter praksis ikke udfyldes ved generelle antagelser, politiske hensyn eller brancherettede formodninger, men kræver en saglig og dokumenteret konstatering i den enkelte sag.

Landsskatteretten understreger indledningsvis, at adgang til offentlige registre udgør en retsbeskyttet position, og at indgreb heri ikke kan baseres på generelle formålshensyn eller brede formuleringer i adgangsreglerne. Af præmisserne ksn udledes at myndigheden ikke havde foretaget en konkret og individuel vurdering af den enkelte anvendelse af registeradgangen, men i stedet havde baseret afgørelsen på generelle betragtninger om adfærdsmønstre og en antaget risiko for uretmæssig anvendelse. En sådan tilgang opfylder ikke de forvaltningsretlige krav til individualiseret sagsbehandling.

Når skatteministeren i den aktuelle debat udtaler, at “adgangen til Motorregistret ikke skal misbruges”, at visse metoder udgør “bondefangeri”, og at “hvis man ikke overholder loven, så kan man ikke have den adgang”, anvendes et sprog, der forudsætter, at misbrug allerede er konstateret. Dette rejser det nærliggende spørgsmål, hvor dokumentationen i form af afgørelser fra Motorstyrrelsen eller domstolene befinder sig.

Set i lyset af SKM2025.269.LSR må det derfor overvejes, om sådanne udtalelser indebærer en forskydning af bevisbyrden og den retlige vurdering fra de instanser, der efter lovgivningen er tillagt kompetencen til at træffe afgørelse, til det politiske niveau.

Landsskatterettens afgørelse i SKM2025.269.LSR udgør et væsentligt korrektiv til skatteministerens anvendelse af begrebet “misbrug” i den offentlige debat.

Afgørelsen fastslår, at fratagelse af adgang til et offentligt register forudsætter klar og udtrykkelig hjemmel, en konkret og individuel vurdering samt objektivt konstaterbare forhold, der dokumenterer, at adgangen er anvendt i strid med de fastsatte vilkår. Begrebet “misbrug” kan efter praksis ikke udfyldes ved generelle antagelser, politiske hensyn eller brancherettede formodninger, men kræver en saglig og dokumenteret konstatering i den enkelte sag.

Landsskatteretten understreger, at adgang til offentlige registre udgør en lovbestemt ret, og at indgreb heri ikke kan baseres på generelle formålshensyn eller brede formuleringer i adgangsreglerne. Af præmisserne kan endvidere udledes, at myndigheden ikke havde foretaget en konkret og individuel vurdering af den enkelte anvendelse af registeradgangen, men i stedet havde baseret afgørelsen på generelle betragtninger om adfærdsmønstre og en antaget risiko for uretmæssig anvendelse. En sådan tilgang opfylder ikke de forvaltningsretlige krav til individualiseret sagsbehandling.

Når skatteministeren i den aktuelle debat udtaler, at “adgangen til Motorregistret ikke skal misbruges”, at visse metoder udgør “bondefangeri”, og at “hvis man ikke overholder loven, så kan man ikke have den adgang”, anvendes et sprog, der forudsætter, at misbrug allerede er konstateret. Dette rejser det nærliggende spørgsmål, hvor dokumentationen i form af afgørelser fra offentlige myndigheder, klagenævn eller domstolene Ane Halsboe-Jørgensen?