Tilsidesætter Transportministeren gældende ret? Landsskatteretten har i 2025 fastslået fuld terminaladgang til de private parkeringsfirmaer.
Thomas Jørgensen
Parkeringsselskabers udvidere adgang til Køretøjsregisteret – Udvidet fortolkning af registreringslovens § 17
En gennemgang og vurdering af SKM2025.269.LSR og BEK nr. 663 af 10/06/2025
Adgangen til ejer- og brugeroplysninger i Køretøjsregisteret er et centralt omdrejningspunkt i parkeringsbranchens mulighed for at håndhæve og inddrive kontrol- og trafikafgifter effektivt. Terminaladgang til registeret sikrer en automatiseret og digitaliseret proces, der aflaster myndighederne, understøtter korrekt sagsbehandling og gør det muligt at håndtere både nationale og transnationale opkrævninger. Med Landsskatterettens afgørelse i SKM2025.269.LSR fra 7. februar 2025 er rammerne for, hvilke virksomheder der kan opnå terminaladgang efter registreringslovens § 17, markant udvidet. Samtidig har Skatteministeriet den 10. juni 2025 udstedt en ny registreringsbekendtgørelse (BEK nr. 663/2025), som viderefører og dermed bekræfter det udvidede anvendelsesområde for § 17.
Landsskatterettens afgørelse tog udgangspunkt i et selskab, der ikke selv driver parkeringsarealer, men administrerer og inddriver parkeringsafgifter, vejafgifter, trængselsafgifter og andre trafikafgifter på vegne af både offentlige og private aktører. Motorstyrelsen havde afvist selskabets ansøgning om terminaladgang med den begrundelse, at virksomheden blot leverede en ”sekundær servicefunktion” og derfor ikke var omfattet af registreringslovens § 17. Dette synspunkt blev underkendt af Landsskatteretten, der i stedet fastslog, at virksomheden både efter § 17, stk. 2, nr. 8 og efter opsamlingsbestemmelsen i nr. 10 havde et retskrav på terminaladgang.
For så vidt angår vejafgifter fandt Landsskatteretten, at virksomheden utvivlsomt var omfattet af § 17, stk. 2, nr. 8, der omfatter virksomheder, som opkræver betaling for brug af veje, broer, færger eller tunneler. Dermed var denne del af virksomhedens forretningsområde allerede direkte adgangsberettiget. Det mest principielle aspekt af afgørelsen angik imidlertid parkeringsafgifterne. Her fastslog Landsskatteretten, at virksomheder, som administrerer eller opkræver parkeringsafgifter på vegne af parkeringsoperatører, kan omfattes af § 17, stk. 2, nr. 10, når virksomhedens behov for oplysninger er varigt, nødvendigt og uløseligt knyttet til udførelsen af et lovligt erhverv. Retten lagde vægt på, at parkeringsopkrævning udgør en retlig forpligtelse for virksomheden, når den handler på vegne af en parkeringsoperatør, og at den digitale, transnationale inddrivelsesmodel netop er den type nye forretningsområde, som opsamlingsbestemmelsen er tiltænkt at rumme. Samtidig bemærkede retten, at en afskæring af terminaladgang ville medføre et uforholdsmæssigt pres på Motorstyrelsen, idet virksomheden i stedet ville være nødsaget til at fremsende et stort antal manuelle forespørgsler efter § 17, stk. 3, hvilket ville stride mod lovgivers intention om at aflastet myndighederne gennem digitalisering.
Landsskatteretten afviste endvidere Motorstyrelsens synspunkt om, at § 17, stk. 2, nr. 10 ikke skulle være udmøntet i registreringsbekendtgørelsen. Retten slog fast, at § 102 i registreringsbekendtgørelsen – der regulerer terminaladgang for de virksomhedstyper, som er nævnt i registreringslovens § 17, stk. 2 – udgør den fornødne udmøntning også for virksomheder omfattet af nr. 10. Dermed konstaterede retten, at ”øvrige virksomheder” faktisk udgør en adgangsberettiget kategori, og afgørelsen etablerer derfor et betydningsfuldt præjudikat.
Denne retsstilling blev yderligere underbygget ved udstedelsen af BEK nr. 663 af 10/06/2025. Bekendtgørelsen viderefører ordlyden af § 102 uændret og bekræfter dermed, at Skatteministeriet anser bemyndigelsen i registreringslovens § 17 som fuldt ud udnyttet – også for virksomheder omfattet af opsamlingsbestemmelsen i nr. 10. Det betyder, at private parkeringsaktører nu i videre omfang kan benytte eksterne administrative leverandører og digitale platforme til opkrævning og inddrivelse af afgifter, uden at terminaladgangen begrænses af, hvorvidt virksomheden fysisk kontrollerer parkeringsarealet.
Landsskatterettens afgørelse har derfor betydelige konsekvenser for hele parkeringssektoren. Professionelle serviceleverandører, der håndterer fakturering, live-opslag, ANPR-baserede parkeringsløsninger og transnational inddrivelse, vil nu kunne ansøge om terminaladgang med henvisning til § 17, stk. 2, nr. 10. Afgørelsen understøtter dermed en mere moderne, digitaliseret og effektiv afgiftshåndtering, i overensstemmelse med lovgivers intentioner. Databeskyttelsesmæssigt bekræftede retten, at behandlingen af navn og adresse er nødvendig, proportional og hjemmelsbaseret, hvorfor GDPR ikke udgør nogen hindring.
Situationen blev imidlertid tilspidset med Transportministeriets udmelding af 2. december 2025, hvor ministeriet opfordrede borgere til at indsende dokumentation, hvis de mente, at parkeringsselskaber uberettiget havde anvendt Køretøjsregisteret til at fremsøge oplysninger. Ministeriet hævdede, at parkeringsselskaber alene måtte anvende registeroplysninger til eftersendelse af kontroller, når en fysisk kontrolafgift var anbragt på køretøjet. Denne udmelding står i klar modstrid med gældende ret og Landsskatterettens praksis. Registreringslovens § 17 indeholder ingen betingelse om fysisk anbringelse af kontrolafgiften, og der sondres heller ikke mellem digital, automatisk eller manuel parkeringskontrol. Udmeldingen indebærer derfor en indskrænkende fortolkning, der hverken støttes af loven, bekendtgørelsen eller praksis. En administrativ ministerietekst kan ikke ændre en lovbestemmelse eller tilsidesætte en afgørelse fra Landsskatteretten.
Transportministeriets henvendelse skaber dermed retlig usikkerhed og risikerer at fremkalde fejlagtige klager og misforståelser om parkeringsvirksomheders lovlige adgang til terminaloplysninger. Opfordringen til at indsende dokumentation hviler på et forkert retligt grundlag og synes at udstille parkeringsbranchens brug af registeroplysninger som et misbrug, selv om brugen netop er lovlig, hjemlet og reguleret.
Den samlede vurdering er derfor, at Transportministeriets udmelding ikke kan lægges til grund som relevant retskilde, og at retsstillingen fortsat må baseres på registreringsloven, bekendtgørelsen og Landsskatterettens praksis. Parkeringsvirksomheder og deres serviceleverandører kan derfor opnå terminaladgang efter § 17, stk. 2, nr. 3, nr. 8 og nr. 10, når adgangen er nødvendig, varig og knyttet til lovlige opkrævningsopgaver. Landsskatterettens afgørelse SKM2025.269.LSR står som det mest omfattende og principielle præjudikat på området og understøtter den fortsatte digitalisering og effektivisering af afgiftssystemet, helt i tråd med lovgivers intentioner.
Andre nyheder der kunne fange din interesse
Er parkeringsbranchens påståede “misbrug” af Motorregisteret en politisk vurdering baseret på synsninger eller fakta? Skatteministerens udtalelser i perspektiv.
Når skatteministeren udtaler, at adgangen kan inddrages, fordi praksissen efter hendes opfattelse udgør “misbrug”, uden samtidig at henvise til konkrete afgørelser fra klageinstanser eller domstole, opstår der et spændingsfelt mellem politisk vurdering og retlig kvalifikation.
Gælder der andre retlige spilleregler, når en minister går til angreb på parkeringsbranchen?
Thomas Jørgensen Transportministerens udtalelser i Jyllands-Posten den 7. december 2025 om private parkeringsselskaber rejser en række retlige problemstillinger, der rækker væsentligt ud over den konkrete konflikt. En minister udtaler sig som privatperson, men...
Ministerens klagepostkasse og ekskludering af p-selskaber fra Motorregistret: Hvor er hjemlen, Thomas Danielsen?
Transportminister Thomas Danielsen (V) har ifølge en artikel i Jyllands-Posten den 2. december 2025 oprettet en særlig mailadresse, hvor borgere kan sende klager over private parkeringsselskaber. Hvis en bilist modtager en opkrævning uden en forudgående aftale med selskabet – eller uden at have fået en fysisk kontrolafgift – opfordres vedkommende til at sende sagen til ministeriet. Men klagerne skal ikke behandles. Borgerne får ikke svar. Formålet er alene at indsamle materiale til ministerens næste træk: Mulige sanktioner mod p-selskaberne. Og dermed rejser sig det afgørende spørgsmål: Hvor har ministeren hjemmel til dette?



