Offentlig magt kræver klar synlig hjemmel 

I dansk forvaltningsret gælder et ufravigeligt princip: Myndigheder må ikke gribe ind over for borgere eller virksomheder uden lovhjemmel. Det følger af legalitetsprincippet, som er dybt forankret i både teori og praksis. Højesteret har gentagne gange fastslået dette, blandt andet i U 1999.841 H (Pusher Street-dommen), hvor retten understregede, at indgreb uden klar lovhjemmel er ulovlige, og i U 2011.2795 H, hvor kravet om specifik hjemmel ved indgreb over for virksomheder blev tydeligt præciseret. Også Folketingets Ombudsmand har slået fast, at selv uformelle reaktioner kan udgøre reelle indgreb, hvilket blev fremhævet i både FOB 2016-17 og FOB 2003.185. Praksis viser tydeligt, at det ikke er myndighedens ordvalg, men det faktiske indgrebs virkning, der afgør, om der kræves hjemmel. Administrative tiltag, der i realiteten fungerer som sanktioner, er derfor fuldt ud omfattet af hjemmelskravet.

Et centralt element i denne diskussion er, hvad ministeren faktisk ønsker at sætte i værk. Målet er at etablere en ordning, hvor borgerklager om parkeringsselskaber automatisk indgår i en ministeriel vurdering, som uden egentlig sagsbehandling kan føre til irettesættelser, pålæg om ændringer i adfærd og i sidste ende udelukkelse fra Motorregistret. Ordningen bygger på tanken om, at borgernes utilfredshed i sig selv kan anvendes som styringsmiddel over for selskaberne, og at ministeriet dermed kan reagere hurtigt og sanktionerende uden at udstede formelle afgørelser. Ministeren søger således at indføre et system, hvor klagerne virker som pressionsmiddel, uden at der gennemføres partshøring, uden at der foretages egentlig efterprøvelse af oplysningerne, og uden at selskaberne får adgang til at klage. Det fremstår som et paralleladministrativt system, hvor ministeriet i praksis får mulighed for at sanktionere virksomheder uden de sædvanlige forvaltningsretlige skranker.

Et paralleladministrativt system uden retssikkerhed

Når ministeren truer med at irettesætte og i yderste konsekvens udelukke parkeringsselskaber fra Motorregistret alene på baggrund af klager, der ikke sagsbehandles, bevæger han sig ind i et retsligt minefelt. Hvis klagerne ikke fører til en egentlig forvaltningsakt, er det uklart, hvilket retligt grundlag sanktionen overhovedet hviler på. Når oplysningerne ikke verificeres, opstår spørgsmålet, hvordan de kan anvendes som grundlag for en indgribende reaktion. Og når ministeren etablerer et system, der reelt fungerer som et parallelt klagesystem uden partshøring, uden høring af de berørte selskaber og uden klageadgang, kan det konstateres, at en sådan hjemmel ikke findes i lovgivningen.

Ministeriet undlader gennem denne model at træffe afgørelser i klassisk forstand og undgår dermed også forvaltningslovens garantier såsom partshøring efter § 19, begrundelsespligt efter §§ 22–24, reglerne om aktindsigt og almindelig klageadgang. Det skaber et uformelt og uigennemsigtigt sanktionssystem, hvor myndigheden udøver reel magt uden ansvar og uden gennemsigtighed. Ombudsmandens udtalelser i dbo. FOB 2016-17 viser tydeligt, at sådanne faktiske beslutninger uden formel afgørelse ikke er forenelige med god forvaltningsskik. Højesterets praksis, herunder U 2011.2795 H, understreger yderligere, at indgreb uden klar lovhjemmel er ulovlige, uanset hvor prisværdigt formålet måtte være.

En usynlig hjemmel og en retsstatlig glidebane

Der findes ingen bestemmelse i færdselsloven, motorregisterloven eller anden lovgivning, der giver transportministeren adgang til at etablere et parallelt klagesystem, indsamle uverificerede oplysninger om virksomheder eller sanktionere disse oplysninger uden formelle afgørelser. Når ubehandlede borgerklager anvendes som grundlag for reelle indgreb, opstår et system, hvor ministeren i praksis træffer sanktionslignende beslutninger uden hjemmel. Det er ikke blot ulovligt, men også en tydelig retsstatlig glidebane, hvor magt udøves uden de retssikkerhedsgarantier, som forvaltningen er bundet af.

Konsekvensen er klar: Uden hjemmel findes ingen legitim adgang til at sanktionere. Og når en minister alligevel søger at etablere en model, der giver mulighed for sanktioner uden afgørelser og uden lovgrundlag, bevæger vi os væk fra den forvaltningsretlige tradition og ind i et system, hvor magten bliver vilkårlig, og retssikkerheden svækkes markant.