Henvisningen til mark- og vejfredsloven § 17 ses fortsat på et meget stort antal skilte ved private parkeringsområder. Teksten er næsten blevet formularisk: parkering og ophold er kun tilladt på nærmere angivne vilkår, og overtrædelse “anmeldes efter mark- og vejfredsloven § 17”. Den hyppige brug skaber et indtryk af, at bestemmelsen stadig udgør den centrale hjemmel for privat parkeringskontrol. Ser man nærmere på retsudviklingen, er billedet imidlertid mere sammensat. På parkeringsområdet fremstår § 17 i stigende grad som et historisk referencepunkt, mens den egentlige tvistløsning i praksis bæres af privatretlige aftaleprincipper, forbrugerretlige rimelighedsvurderinger og mere generelle hensyn til kontrol, dokumentation og proportionalitet. Netop derfor kan bestemmelsen med en vis ret beskrives som en anakronisme i moderne parkeringsret.

Udgangspunktet i § 17

Reglen i § 17 er traditionelt dansk rets hovedregel om færdsel på fremmed grund. Udgangspunktet er, at færdsel uden ejerens tilladelse eller anden særlig hjemmel er forbudt, bortset fra veje, og dette gælder uanset om arealet er afspærret, om der er sket skade, eller om arealet er under kultur eller lignende. Bestemmelsen har dermed karakter af en bred beskyttelsesregel til værn om ejerens råden over privat grund.

Trods denne kategoriske udformning har bestemmelsen aldrig kunnet forstås ganske mekanisk. Det må antages at være tilladt at betræde fremmed grund for at spørge om vej eller lignende, og reklameomdeling er næppe i sig selv omfattet af bestemmelsens kerneområde. Det er også karakteristisk, at diskussionen i litteraturen har drejet sig om, hvor langt bestemmelsen egentlig rækker, navnlig i relation til private veje. Der er blevet  anført, at man ikke modsætningsvis kan slutte fra § 17, at færdsel er tilladt, blot fordi der ikke er opsat begrænsninger, mens Finn Holm-Jørgensen har fastholdt, at færdsel på private veje må anses for tilladt, når det ikke ved opslag er tilkendegivet, at dette ikke er tilfældet. Allerede denne uenighed viser, at § 17 ikke er nogen moderne, enkel driftsnorm, der uden videre kan bære hele reguleringen af privat parkering.

Bestemmelsens historiske og praktiske forskydning

Ser man på bestemmelsens forhistorie og på ældre praksis, står det klart, at § 17 først og fremmest udspringer af et behov for at beskytte jord, mark, skovkultur og private arealer mod uvedkommende og skadeforvoldende færdsel. Dette ses også i U 1981.575 V, hvor landsretten frifandt for overtrædelse af mark- og vejfredsloven og netop syntes at lægge vægt på, at § 17 efter sin forhistorie skulle beskytte afgrøder, skovkulturer og lignende mod uvedkommende færdsel og skade. Bestemmelsen er således historisk knyttet til en anden type samfund og en anden type konflikter end de, der i dag præger private parkeringsordninger i byrum, ved butikscentre, kontorhuse og digitale betalingsanlæg.

Dertil kommer, at bestemmelsens praktiske betydning er blevet indskrænket af anden lovgivning. Naturbeskyttelseslovens regler om almenhedens adgang til strande, skove og udyrkede arealer har reduceret behovet for at lade § 17 fungere som universel adgangsregel. Endvidere kan både myndigheder og private i særlige tilfælde have adgang til fremmed grund efter anden hjemmel. På parkeringsområdet bliver forskydningen særlig tydelig, fordi det centrale spørgsmål i dag sjældent er, om en person i abstrakt forstand har færdes på fremmed grund, men derimod om der er indgået en aftale om parkering, om vilkårene er tilstrækkeligt oplyst, og om et kontrolgebyr lovligt og rimeligt kan håndhæves.

Parkeringsrettens reelle tyngdepunkt: aftale frem for fredsregel

Den afgørende bevægelse i retspraksis er, at privat parkering i stigende grad behandles som et privatretligt aftaleforhold. Når en bilist kører ind på et privat parkeringsområde, hvor vilkårene er tydeligt angivet ved skiltning, er den klassiske konstruktion, at bilisten ved sin adfærd accepterer de opstillede betingelser. Hvis betingelserne tilsidesættes, kan ejeren eller dennes operatør kræve betaling af en parkeringsafgift eller et kontrolgebyr. Dermed flyttes fokus bort fra mark- og vejfredslovens strafferetligt farvede fredslogik og over mod obligationsret, standardvilkår og bevisbedømmelse.

Det klareste tidlige udtryk for denne udvikling findes i Østre Landsrets dom af 7. oktober 2003, U.2003.253 Ø. Sagen angik en bilist, der havde parkeret på Fisketorvets private parkeringsplads uden for de markerede båse. Det fremgik tydeligt af skiltningen, at parkering kun måtte ske på afmærkede pladser, og at overtrædelse medførte en parkeringsafgift på 490 kr. pr. døgn. Bilisten nægtede at betale og gjorde blandt andet gældende, at kompetencen til at pålægge parkeringsafgifter alene tilkom det offentlige, og at en privat aktør ikke kunne pålægge en sanktion af pønal karakter uden lovhjemmel.

Byretten – og siden landsretten – afviste denne indsigelse. Retten lagde til grund, at bilisten ved at parkere på området måtte anses for at have indgået en aftale af privatretlig karakter med ejeren om at overholde de opstillede betingelser for brug af arealet. Da der ikke var noget til hinder for, at en sådan aftale kunne indgås mellem private, var bilisten forpligtet til at betale den afgift, der fulgte af skiltningen.

Dommen er principielt vigtig, fordi den netop markerer, at den private parkeringsafgift ikke nødvendigvis hviler på offentligretlig bødekompetence eller på mark- og vejfredsloven som direkte sanktionshjemmel, men på et privatretligt aftalegrundlag.

U.2003.253 Ø er i den forstand en nøgleafgørelse. Den viser, at privat parkeringsret ikke længere kan forstås som et randfænomen til mark- og vejfredsloven. Tværtimod viser dommen, at den reelle juridiske konstruktion er kontraktretlig: skiltning, accept ved adfærd, misligholdelse og betalingskrav. Når § 17 fortsat nævnes på skilte, tjener den derfor ofte mere som en bagvedliggende legitimation af, at arealet er privat, end som den egentlige bærende hjemmel for afgiften.

U.2006.737 Ø: § 17 som afsæt, men ikke som løsning

Den samme tendens ses i U.2006.737 Ø / TfK 2006.123/2. Sagen udsprang af, at en bil stod ulovligt parkeret på et privat område på Højnæsvej 44 i Rødovre, hvor der var opsat skilte med henvisning til § 17 i mark- og vejfredsloven. Ejeren af bilen var imidlertid bortrejst i udlandet på det relevante tidspunkt. Politiet ønskede oplyst, hvem der havde ført bilen, og senere opstod spørgsmålet, om ejeren ved ikke at oplyse dette havde overtrådt færdselslovens § 65, stk. 1.

Byretten dømte ejeren, fordi han ikke ville oplyse, hvem der havde haft adgang til bilnøglerne. Landsretten frifandt derimod. Den fastslog, at oplysningspligten i færdselslovens § 65, stk. 1, der primært skal tjene færdselssikkerheden og effektiv håndhævelse af færdselslovgivningen, ikke kunne udstrækkes til at omfatte en pligt til at oplyse, hvem der har adgang til en persons bopæl.

Dommen er vigtig i denne sammenhæng af to grunde. For det første viser den, at selv når parkeringen beskrives som sket “i strid med mark- og vejfredslovens § 17”, er det ikke dermed givet, at de tilknyttede håndhævelsesskridt kan udstrækkes efter behov. Tværtimod møder håndhævelsen retlige grænser, når den støder mod andre hensyn, herunder privatliv og hjemmets beskyttelse. For det andet demonstrerer dommen, at henvisningen til § 17 ikke i sig selv løser de processuelle og bevismæssige problemer, der opstår i parkeringssager. Bestemmelsen kan markere, at parkeringen var uberettiget, men den afgør ikke uden videre, hvem der hæfter, hvilke oplysninger der kan kræves, eller hvor langt myndighedernes og modpartens krav på medvirken rækker.

U.2006.737 Ø peger således også i retning af, at § 17 i parkeringsretlig sammenhæng ofte fungerer som et indledende etiketteord, mens sagens reelle juridiske tyngde ligger et andet sted.

Denne forskydning bliver endnu tydeligere i U.2014.3282 Ø, som nærmest illustrerer overgangen fra en ældre til en moderne parkeringsretlig logik. Sagen vedrørte en bilist, der via et privat parkeringsselskabs hjemmeside havde købt et gyldigt parkeringsbevis, indtastet registreringsnummer og parkeringsperiode og modtaget ordrebekræftelse med selskabets standardvilkår. Et af vilkårene var, at beviset skulle placeres synligt og let læseligt i frontruden, ellers kunne der pålægges kontrolgebyr. Bilisten forklarede, at han havde placeret beviset synligt ved parkeringens begyndelse, men at det senere lå på passagersædet.

Parkeringsselskabet gjorde gældende, at kontrollen hvilede på aftale med ejeren, og at hjemlen fandtes i mark- og vejfredslovens § 17. Men landsretten gjorde ikke denne henvisning til sagens bærende punkt. I stedet lagde retten vægt på, at selskabet ved den internetbaserede bestilling allerede havde registreret bilens nummerplade og parkeringsperioden, og at selskabet derfor uden væsentlig ulempe eller udgift kunne konstatere, at bilisten havde et gyldigt parkeringsbevis.

Parkeringsskiltets sprog og rettens virkelighed

Det er karakteristisk, at parkeringsskilte og standardtekster fortsat taler i et ældre, autoritativt sprog. Der henvises til § 17, til “uvedkommende”, til “ulovlig parkering” og undertiden til politianmeldelse. Dette sprog har en klar funktion: det understreger, at arealet er privat, og at ejeren ikke tåler fri rådighed over området. Men det er ikke nødvendigvis det sprog, domstolene bruger, når tvisten skal afgøres.

Retten spørger i dag oftere: Var vilkårene tilstrækkeligt tydelige? Er der faktisk indgået en privatretlig aftale? Har bilisten misligholdt denne? Kan selskabet dokumentere dette? Er vilkåret rimeligt? Er håndhævelsen proportional? Og i nogle tilfælde: Kan operatøren allerede elektronisk konstatere, at parkeringen var gyldig, så et gebyr derfor bliver urimeligt?

Det er netop spændingen mellem skiltets sprog og rettens virkelighed, der gør § 17 anakronistisk på parkeringsområdet. Bestemmelsen optræder fortsat som symbol og legitimation, men domstolenes faktiske afgørelser viser, at parkeringsretten har flyttet sig til andre retskilder og vurderingstemaer.

 Er § 17 uden betydning?

Det ville være for vidtgående at hævde, at mark- og vejfredsloven § 17 er blevet betydningsløs. Bestemmelsen spiller fortsat en rolle som baggrundsregel for ejerens rådighed over privat grund. Den kan også have betydning i tilfælde, hvor der slet ikke foreligger en privatretlig parkeringsordning, men hvor spørgsmålet mere grundlæggende er, om uvedkommende har taget ophold eller parkeret på et privat område uden tilladelse. Den kan endvidere fortsat indgå som et retligt og praktisk signalmiddel på skiltning.

Men på det område, hvor bestemmelsen hyppigst påberåbes synligt i det moderne samfund – nemlig privat parkering – er det tydeligt, at den sjældent længere er sagens egentlige omdrejningspunkt. U.2003.253 Ø viser, at pligten til at betale privat parkeringsafgift hviler på et aftalegrundlag. U.2006.737 Ø viser, at selv når parkeringen beskrives som stridende mod § 17, løser bestemmelsen ikke de efterfølgende spørgsmål om oplysningspligt og identifikation. U.2014.3282 Ø viser, at håndhævelsen af parkeringsvilkår i dag kan falde på en forbrugerretlig rimelighedsvurdering, selv hvor operatøren påberåber sig § 17 som baggrund.

I moderne praksis er det i stedet privatretlige aftalekonstruktioner, standardvilkår, bevisbedømmelse og forbrugerretlige rimelighedsvurderinger, der afgør sagerne.

Det gør ikke bestemmelsen overflødig, men det gør dens hyppige fremtræden på parkeringsskilte misvisende, hvis man opfatter den som den direkte og afgørende hjemmel for nutidens private parkeringsafgifter. Heri ligger det anakronistiske: § 17 er stadig til stede i parkeringsrettens ydre formsprog, men dens funktion er i mange tilfælde reduceret til et historisk ekko af en ældre ejendoms- og ordensforståelse. Parkeringsrettens virkelige motor ligger i dag et andet sted.