I DR-programmet Kontant: Parkeret og plukket den 18. februar 2026 blev transportministeren spurgt, om private parkeringsselskaber må sende en opkrævning via e-Boks, hvis der ikke er lagt en kontrolafgift i bilens forrude. Ministerens svar var et kategorisk nej, og dette blev præsenteret som en bærende præmis i udsendelsen.

Udtalelsen fremstår juridisk upræcis og bidrager til at sammenblande forskellige retsfigurer, som bør holdes klart adskilt: kontrolafgifter, betaling for parkering (p-tid) og aftalebaserede efteropkrævninger, herunder ved brug af ANPR og opslag i Motorregistret. Resultatet er et forsimplet og i sidste ende misvisende billede af gældende ret.

Bekendtgørelse nr. 202 af 28. februar 2014 – og hvad den ikke regulerer

Bekendtgørelse nr. 202 af 28. februar 2014 om private parkeringsområder regulerer navnlig skiltning, oplysningspligt og gennemsigtighed på private parkeringsarealer, men den etablerer ikke i sig selv hjemmel til at pålægge kontrolafgifter eller til at kræve betaling for parkeringstid. Bekendtgørelsen fastsætter alene formkrav til, hvordan vilkår skal kommunikeres over for bilister, og det blev allerede i forarbejderne understreget, at formålet ikke var at regulere sanktionsadgangen, men at sikre klare og gennemskuelige vilkår. Den arbejdsgruppe, der udarbejdede grundlaget for bekendtgørelsen, anførte udtrykkeligt, at reguleringen ikke tog stilling til, om og i hvilket omfang private parkeringsselskaber kan opkræve kontrolafgifter, men alene havde til formål at styrke gennemsigtigheden. Kontrolafgifter hviler derimod på aftaleretlige principper om konkludent accept ved parkering, almindelige obligationsretlige regler samt forbrugerbeskyttelsen i aftalelovens §§ 36 og 38 a–c, mens selve betalingen for parkeringstid er et aftalebaseret vederlag for brugen af arealet og således ikke reguleret af bekendtgørelsen, men af almindelige aftaleretlige principper.

Forhåndsregistrering som fejlagtig præmis – kundeforholdet opstår ved kvasiaftale

En bærende præmis i Kontant-udsendelsen var, at efteropkrævning og anvendelse af ANPR/Motorregistret kun kan anses for lovlig, hvis bilistens nummerplade er oplyst på forhånd, som det kendes fra eksempelvis Storebæltsforbindelsens betalingsløsninger. Denne præmis blev anvendt til at fremstille forhåndsregistrering som en generel betingelse for, at der kan etableres et kundeforhold mellem parkeringsselskab og bilist.

Denne antagelse savner støtte i gældende aftaleret. Et kundeforhold på et privat parkeringsområde opstår ikke nødvendigvis ved forhåndsregistrering, men kan – og opstår i praksis ofte – ved kvasiaftale gennem konkludent adfærd, nemlig ved selve parkeringen på området under de klart skiltede vilkår. Dette følger direkte af den retstilstand, som Højesteret lagde til grund i U 2014.1719 H (City Parkeringsservice-sagen), hvor Højesteret fastslog:

”Når en bilist parkerer på et privat område, må den pågældende som udgangspunkt anses for at have accepteret de opstillede restriktioner for parkeringen, hvis disse fremgår af skiltningen på en klar og forståelig måde.”

Højesteret lægger dermed til grund, at aftalen – og dermed kundeforholdet – opstår ved bilistens faktiske handling og accept af vilkårene, ikke ved en forudgående registreringshandling. Forhåndsregistrering er således ikke en forudsætning for, at der kan etableres et kundeforhold. Når udsendelsen alligevel bygger på en sådan præmis, forskydes fokus fra det centrale juridiske spørgsmål om aftalegrundlagets gyldighed til et teknisk spørgsmål om registreringsform. Det bidrager til et misvisende billede af gældende ret.

Kontrolafgift – begreb og retsgrundlag

En kontrolafgift er et beløb, som en privat parkeringsudbyder kan pålægge ved overtrædelse af de vilkår, der fremgår af skiltningen på området. Retsgrundlaget hviler på aftaleindgåelse ved konkludent adfærd, forbrugerbeskyttelse efter aftalelovens § 38 a, jf. § 36, samt muligheden for tilsidesættelse eller nedsættelse, hvis vilkåret er urimeligt eller uklart.

Som nævnt Højesteret fastslog i U 2014.1719 H:

”En person, der har etableret en parkeringsplads på sin private ejendom, vil som led i sin almindelige rådighed over ejendommen kunne bestemme vilkårene for brugen af parkeringspladsen, herunder hvad der skal gælde med hensyn til parkeringstid og betaling herfor. Der vil også kunne opkræves et beløb for overtrædelse af vilkårene for parkeringen.”

Samtidig fastslog Højesteret, at vilkår kan tilsidesættes efter aftalelovens § 36, men at klart skiltede vilkår som udgangspunkt er bindende. Denne retstilstand er forudsat videreført ved lov nr. 169 af 26. februar 2014.

Kontrolafgift som konventionalbod og betaling af p-tid som naturalopfyldelse – det aftaleretlige grundlag

Når en bilist parkerer på et privat område, indgår bilisten i retlig henseende en aftale ved konkludent adfærd med grundejeren eller parkeringsselskabet om parkering på de vilkår, der fremgår af skiltningen. Bilisten må som udgangspunkt anses for at have accepteret rimelige parkeringsrestriktioner og -vilkår, forudsat at disse er klart, tydeligt og forståeligt kommunikeret.

Dette udgangspunkt er udtrykkeligt beskrevet i rapporten Bedre forbrugerbeskyttelse på parkeringsområdet fra juni 2013, hvor det anføres:

”Når en bilist parkerer på privat område, indgår bilisten i retlig henseende en aftale (ved en kvasidisposition) med grundejeren om parkering, hvor bilisten som udgangspunkt accepterer rimelige parkeringsrestriktioner og -vilkår, der fremgår af skiltningen på det pågældende sted. Det beror herefter på en aftaleretlig fortolkning og vurdering af parkeringsvilkårene og skiltningens beskaffenhed, om det i et konkret tilfælde vil være berettiget at opkræve en kontrolafgift – der i retlig henseende er en bod, som pålægges som følge af misligholdelse af den indgåede aftale.”

Kontrolafgiften må herefter kvalificeres som en konventionalbod, dvs. en standardiseret erstatning for misligholdelse, som træder i stedet for en konkret tabsopgørelse og derfor er underlagt aftalelovens urimeligheds- og lempelsesregler. Heroverfor står betaling for parkering som naturalopfyldelse af den indgåede aftale. Sondringen mellem disse to retsfigurer er grundlæggende, men udviskes i udsendelsen.

Manglende betaling for p-tid og kontrolafgift er ikke det samme

Manglende betaling for parkering er et kontraktsretligt betalingsmellemværende, hvor en ydelse er modtaget uden betaling. Kravet knytter sig til naturalopfyldelse og kan i udgangspunktet opkræves som et almindeligt vederlagskrav, forudsat at der foreligger et gyldigt aftalegrundlag. En kontrolafgift er derimod en misligholdelsessanktion i form af en konventionalbod ved overtrædelse af vilkår. Disse to retsfigurer har forskelligt retsgrundlag, forskellig funktion og forskellige vurderingskriterier og kan ikke behandles ens.

Når ministeren i udsendelsen udtaler sig generelt om “efteropkrævninger” uden at sondre mellem disse kategorier, bidrager det til en retlig forenkling, som ikke har støtte i gældende ret.

“Kører ind og kører ud igen” – et aftaleretligt, ikke parkeringsretligt spørgsmål

Transportministerens udtalelse om, at der ikke kan ske efteropkrævning, hvis en bilist blot kører ind, læser vilkårene og kører igen, vedrører i realiteten spørgsmålet om, hvornår et retsforhold overhovedet opstår. Hvis der ikke er sket parkering eller benyttelse af ydelsen, er der som udgangspunkt heller ikke etableret et aftaleforhold eller et betalingsgrundlag.

Problemet er, at udsendelsen fremstiller denne situation som udtryk for en generel regel om efteropkrævning, selv om der er tale om et grundlæggende obligationsretligt spørgsmål og ikke et særspørgsmål om privat parkering.

Motorregistret og hjemmelsspørgsmålet

Motorregistret er et offentligt register, hvortil privat adgang er undtagelsen og forudsætter legitimt formål og klar hjemmel. Debatten bør derfor handle om legalitet frem for rimelighed. Uden et tydeligt retsgrundlag bør der ikke ske opslag, registrering eller efteropkrævning baseret på oplysninger fra Motorregistret.

Ministerens “postkasse” og politiske udmeldinger

Ministerens udmeldinger om at “gøre livet surt” for visse selskaber og oprettelsen af en klagepostkasse rejser forvaltningsretlige spørgsmål om hjemmel, saglighed og proportionalitet. Myndighedsudøvelse må hvile på klare retsregler og saglige kriterier – ikke på politisk retorik.