Transportministerens udtalelser i Jyllands-Posten den 7. december 2025 om private parkeringsselskaber rejser en række retlige problemstillinger, der rækker væsentligt ud over den konkrete konflikt. En minister udtaler sig som privatperson, men samtidig som repræsentant for staten.

Ministerens udtalelser har derfor karakter af myndighedskommunikation og ikke politisk smalltalk eller private debatindlæg.

Modsat ”en stamgæst på en bodega”, der frit kan anvende et farverigt og subjektivt sprog, er en minister underlagt skærpede krav til saglighed, korrekthed, proportionalitet og tilbageholdenhed. Dette følger af almindelige forvaltningsretlige principper, grundlovens magtadskillelsesregler og Ombudsmandens faste praksis, hvorefter udsagn fra en minister må betragtes som udtalelser fra forvaltningen, uanset at de fremkommer i en medieinterviewkontekst.

Ombudsmanden har i flere sager – bl.a. FOB 1990.60, FOB 2001.451 og FOB 2006.232 – præciseret, at når en minister offentligt udtaler sig om konkrete private aktører, skal sådanne udtalelser vurderes efter de samme saglighedskrav som enhver anden udtalelse fra centrale dele af forvaltningen.

Myndighedskommunikation kan derfor ikke unddrage sig retlige bindinger ved blot at fremkomme i presseinterviews.

Tværtimod er ministre netop i disse situationer underlagt det, Ombudsmanden i FOB 2014-15.478 betegner som en særligt ”tilbageholdende og faktuel kommunikationspligt”, idet borgerne opfatter ministeren som repræsentant for statens autoritet.

Ministeren karakteriserer Oparkos praksis som ”systematisk snyd”, beskriver selskabets forretningsmodel som ”rent bondefangeri” og fastslår, at virksomheden ”ikke overholder lovgivningen”, samtidig med at han understreger: ”Jeg gider ikke at høre på, at jeg skal tale pænt”, og at han ”kommer til at forfølge det her også over for Oparko”.

Disse udsagn må efter deres almindelige sproglige og juridiske betydning anses for så belastende, at de i realiteten kan udgøre beskyldninger om strafbare forhold, hvilket udløser betydelige forvaltningsretlige, medieforvaltningsretlige og menneskeretlige krav om tilbageholdenhed, korrekthed og proportionalitet.

Ombudsmanden har i flere afgørelser fremhævet, at offentlige myndigheder – og særligt ministre – ikke må fremsætte udtalelser om konkrete private aktører, der fremstår som konstaterede juridiske overtrædelser uden dokumenteret grundlag.

Det fremgår bl.a. af FOB 1975.92, hvor en borgmesters stærkt kritiske offentlige udtalelser om en erhvervsdrivende blev anset for usaglige, og af FOB 1990.60, hvor en ministers kategoriske og udokumenterede kritik af en virksomhed blev anset som uforenelig med saglighedsprincippet. I FOB 2001.451 udtalte Ombudsmanden, at myndigheder skal være ”særligt påpasselige”, når udtalelser kan få negative erhvervsmæssige konsekvenser, mens FOB 2006.232 gentog, at ministre i medierne skal sikre, at udsagn ikke fremstår som en konstatering af retlige overtrædelser, før der foreligger afgørelser eller tilsynsresultater.

Når en minister offentligt hævder, at en virksomhed udøver ”systematisk snyd”, tangerer dette beskyldninger om handlinger, der – hvis korrekte – ville falde ind under straffelovens § 279 om bedrageri, hvor det er kriminaliseret at opnå uberettiget vinding ved at fremkalde eller udnytte en vildfarelse.

Begrebet ”bondefangeri” er i dansk juridisk tradition tæt knyttet til forsætlige vildledelser af borgere, hvilket igen relaterer sig til § 279’s område. At sådanne udtalelser fremkommer uden forudgående offentliggjorte domme, tilsynsresultater, uden  administrativ afgørelse og uden domstolsprøvelse indebærer, at ministeren risikerer at fremsætte en forhåndskarakteristik af strafbare forhold, hvilket efter Ombudsmandens faste praksis er uforeneligt med princippet og kravet om saglighed.

Det samme følger af EMRK art. 6 om uskyldsformodningen, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har indskærpet i flere sager, herunder Allenet de Ribemont v. France (1995), hvorefter offentlige myndigheder ikke må anvende et sprog, der signalerer skyld, før en kompetent instans har truffet afgørelse.

Denne retsopfattelse afspejles i Ombudsmandens danske praksis, bl.a. i FOB 2003.185, hvor han udtalte, at myndigheder skal undgå formuleringer, som kan opfattes som ”en konstatering af skyld”, og i FOB 2014-15.478, hvor han understregede, at myndigheders offentlige kommunikation skal være ”objektiv, korrekt og sagligt begrundet”.

Den forvaltningsretlige problematik forstærkes af, at ministeren har etableret en statslig mailadresse, hvor borgere kan indsende ”ulovlige p-afgifter”, som han vil ”samle til bunke” til brug for sin indsats mod parkeringsselskaberne.

Dette rejser spørgsmål om, hvorvidt ministeren herved etablerer en uformel, ikke-lovhjemlet klagekanal i strid med legalitetsprincippet, som udspringer af grundlovens § 3 og den almindelige hjemmelslære.

Ombudsmanden har gentagne gange kritiseret myndigheder for at etablere uformelle parallelinstanser uden procesretlige garantier, jf. FOB 1991.176 om ulovlige administrative praksisforløb og FOB 2010.44, hvor en myndighed blev kritiseret for at oprette interne, uigennemskuelige ”screeningsmekanismer”, der reelt havde afgørelseskarakter uden hjemmel.

Problemet forstærkes yderligere af, at ministeren modtager og eventuelt anvender materiale indsendt af borgere i en kontekst, der kan virke strategisk snarere end objektivt efter officialprincippet, der forpligter myndigheder til at foretage en neutral oplysning af sagen.

I FOB 2009.320 understregede Ombudsmanden, at myndigheder ikke må anvende borgerhenvendelser selektivt eller kampagneorienteret, når oplysningerne relaterer sig til konkrete retlige vurderinger.

Ministerens afvisning af dialog og hans udtalelser om, at parkeringsselskaber blot ønsker ”bedre vilkår for at snyde folk”, samt at teknologien bruges til at ”lokke folk i fælder”, illustrerer en retorisk skærpelse, der risikerer at erstatte den saglige forvaltningsmæssige argumentation, som følger af forvaltningslovens § 24 om krav til saglige og dækkende begrundelser. Selvom politiske udtalelser ikke er afgørelser i forvaltningslovens forstand, følger det af Ombudsmandens praksis – se eksempelvis FOB 2006.232, FOB 2017.21 og FOB 2020.24 – at myndigheders offentlige kommunikation skal være saglig, proportional og fri for unødigt belastende karakteristikker af konkrete parter, særligt hvor udtalelser kan have markante faktiske konsekvenser for en virksomheds omdømme eller retlige position.

Endvidere fremgår det af FOB 2018.9, at myndigheder ikke må anvende retoriske virkemidler, der slører skellet mellem faktiske konstateringer og politiske vurderinger, når kommunikationen vedrører konkrete aktører.

Samlet set viser praksis, at ministerens udtalelser ikke blot udgør politiske markeringer, men kan klassificeres som offentlige vurderinger af mulige lov- og straffelovsovertrædelser uden procesretligt grundlag.

En sådan kommunikationsform kan være  i konflikt med grundlæggende retlige principper om saglighed, neutralitet, uskyldsformodning og legalitet – principper, der er velunderstøttet i både forvaltningsretten, Ombudsmandens praksis, menneskerettigheder mv.