Sagen er juridisk interessant, fordi resultatet ikke svarer til den fortolkning, som Transportministeriet tidligere har givet udtryk for. I debatten efter dommen er det samtidig blevet anført, at afgørelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for elbilister, fordi opladningen kan ophøre automatisk eller som følge af tekniske forhold, uden at føreren nødvendigvis er opmærksom på det.

Det er imidlertid vigtigt at holde flere forskellige spørgsmål adskilt. Ét spørgsmål er, om kommunen har hjemmel til at reservere parkeringspladser til opladning. Et andet er, hvad skiltningen »Kun opladning af elkøretøjer« juridisk betyder. Et tredje er, hvor vidtrækkende konsekvenser der kan udledes af en enkelt byretsdom.

Den konkrete sag ved Retten i Randers

Sagen vedrørte en parkering den 26. april 2025 på en kommunal plads i Randers. Køretøjet var et elkøretøj og var tilsluttet en ladestander, men på tidspunktet for parkeringskontrollen blev der ikke overført strøm til bilen. På ladestanderen stod meddelelsen:

»Left Charging suspended by vehicle«.

Randers Kommune pålagde på den baggrund en parkeringsafgift på 510 kr. Bilisten gjorde indsigelse og henviste blandt andet til, at bilen var tilsluttet ladestanderen, og at det efter hans opfattelse ikke var tilstrækkeligt klart bekendtgjort, at der skulle foregå faktisk opladning.

Gældsstyrelsen gjorde derimod gældende, at skiltningen måtte forstås således, at køretøjet skulle være under faktisk opladning. Retten gav Gældsstyrelsen medhold og stadfæstede parkeringsafgiften.

Kommunen har hjemmel til at regulere parkeringen

Det retlige udgangspunkt findes i færdselslovens § 92, stk. 1. Bestemmelsen giver vejmyndigheden mulighed for med politiets samtykke at fastsætte lokale færdselsmæssige bestemmelser:

»Vejmyndigheden for en offentlig vej kan med samtykke fra politiet træffe færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning.«

Det fremgår udtrykkeligt af § 92, stk. 1, nr. 1, at der kan træffes bestemmelse om »parkering og standsning«.

Der er således ikke noget principielt retligt problem i, at en kommune reserverer bestemte parkeringspladser til elkøretøjer eller bestemmer, at en parkeringsplads kun må benyttes i forbindelse med opladning.

Det centrale spørgsmål i Randers-sagen er derfor ikke kommunens hjemmel til at regulere parkeringen, men hvilket konkret parkeringsvilkår der er fastsat og bekendtgjort over for bilisten.

Bilisten skal rette sig efter skiltningen

Efter færdselslovens § 4, stk. 1, gælder:

»Trafikanter skal efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives ved færdselstavler, afmærkning på kørebane eller cykelsti, signalanlæg eller på anden måde, jf. § 95.«

Skiltningen er dermed ikke blot information om kommunens parkeringsordning. Den udgør den retlige anvisning, som trafikanten skal efterkomme. Det er derfor som udgangspunkt skiltningens objektive indhold og ikke en intern kommunal praksis eller fortolkning, der afgør, hvilke krav der gælder på stedet.

Det understøttes af færdselslovens § 95 og bekendtgørelsen om vejafmærkning. Efter bekendtgørelsens § 9 gælder:

»En færdselstavles betydning kan præciseres, indskrænkes eller udvides ved tekst, tal eller symbol på en rektangulær undertavle under hovedtavlen.«

En undertavle med teksten »Kun opladning af elkøretøjer« kan derfor opstille et selvstændigt og yderligere vilkår for anvendelsen af parkeringspladsen.

Elkøretøj og opladning er ikke det samme

Det er vigtigt at sondre mellem en parkeringsplads, der alene er reserveret til elkøretøjer, og en plads, hvor der samtidig gælder et krav om opladning.

Bekendtgørelsen om vejafmærkning indeholder undertavlen UE 33,4. Denne angiver, at:

»parkeringsarealet kun må benyttes til standsning og parkering af elkøretøjer.«

UE 33,4 stiller således ikke i sig selv krav om, at køretøjet skal oplades. Tavlen reserverer pladsen til en bestemt kategori af køretøjer. Hvis der skal gælde et yderligere opladningskrav, skal dette derfor følge af den supplerende skiltning, eksempelvis teksten »Kun opladning af elkøretøjer«.

Det er netop her, det centrale fortolkningsspørgsmål opstår: Hvad skal der juridisk forstås ved »opladning«?

Tilslutning eller faktisk opladning?

Der er grundlæggende to mulige fortolkninger.

Efter den fortolkning, som Retten i Randers accepterede, beskriver »opladning« en faktisk tilstand. Der skal ske overførsel af elektrisk energi fra ladestanderen til bilens batteri. Hvis energioverførslen er afsluttet eller afbrudt, er bilen ikke længere under opladning, selv om ladekablet fortsat sidder i bilen.

Denne fortolkning har en naturlig sproglig støtte. Ordene »tilslutning« og »opladning« er ikke synonyme. Hvis en bil alene er forbundet med en ladestander, men ikke modtager strøm, er det efter almindelig sprogbrug nærliggende at sige, at bilen er tilsluttet, men ikke oplades.

Den anden fortolkning tager udgangspunkt i parkeringssituationen som helhed. Efter denne forståelse er der tale om opladning, når bilen er parkeret med henblik på opladning og fysisk tilsluttet ladeanlægget. Parkeringen ophører dermed ikke nødvendigvis med at være en opladningsparkering, blot fordi strømoverførslen midlertidigt eller automatisk stopper.

Begge fortolkninger kan således forsvares sprogligt. Men der er også en formålsbetragtning, som taler for den fortolkning, retten valgte.

Formålet med ladepladser taler for faktisk opladning

En parkeringsplads, der er reserveret til »Kun opladning af elkøretøjer«, har et andet formål end en plads, der blot er reserveret til elkøretøjer.

Formålet må antages at være at sikre, at den begrænsede parkerings- og ladekapacitet er til rådighed for køretøjer, der faktisk har behov for opladning. Hvis det var tilstrækkeligt blot at sætte et kabel i bilen, ville et køretøj principielt kunne optage en ladeplads længe efter, at opladningen var afsluttet, uden at andre elbilister kunne benytte ladefaciliteten.

Det er derfor ikke unaturligt at forstå skiltningen således, at retten til at benytte pladsen består, så længe det formål, som pladsen er reserveret til – opladning – faktisk opfyldes. Denne formålsbetragtning understøtter resultatet i Randers-sagen.

Der er hjemmel til parkeringsafgiften

Hvis skiltningen lovligt indebærer et krav om faktisk opladning, er der som udgangspunkt også hjemmel til at håndhæve dette krav.

Efter færdselslovens § 121, stk. 1, kan der blandt andet pålægges parkeringsafgift for overtrædelse af:

»andre bestemmelser om standsning eller parkering, der fastsættes i medfør af §§ 92, 92 d og 93«.

Den almindelige parkeringsafgift udgør efter § 121, stk. 5, 510 kr.

Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om der kan pålægges en parkeringsafgift for overtrædelse af et lovligt opladningskrav. Det kan der. Spørgsmålet er, om den konkrete skiltning faktisk opstiller det krav, som myndigheden håndhæver.

Transportministeriets tidligere fortolkning

Et væsentligt argument imod rettens fortolkning er Transportministeriets tidligere opfattelse.

Det fremgår af sagen, at Transportministeriets departement i et brev til Københavns Kommune af 24. marts 2022 havde forholdt sig til formuleringen »Kun opladning af elkøretøjer«. Efter det gengivne materiale blev formuleringen forstået således, at køretøjet skulle være tilsluttet ladestanderen.

Det er et relevant fortolkningsbidrag, men det er vigtigt at holde den juridiske rangorden for øje. En administrativ udtalelse fra et ministerium er ikke en lovbestemmelse og er ikke bindende for domstolene. Når et fortolkningsspørgsmål indbringes for retten, er det domstolene, der foretager den endelige retlige fortolkning.

Det er derfor forenklet at fremstille sagen som om, retten ikke kunne nå til et andet resultat end Transportministeriet. Mere præcist er der tale om, at Retten i Randers i den konkrete sag har accepteret en fortolkning, som ikke svarer til den tidligere administrative fortolkning.

Samtidig kan der peges på, at hvis regeludstederen alene havde ønsket at stille krav om fysisk forbindelse mellem bil og ladestander, kunne dette principielt være formuleret som et krav om, at køretøjet skulle være »tilsluttet«. At skiltningen i stedet anvender ordet »opladning«, giver en vis støtte til den sondring, retten har foretaget.

Teknologien kan ikke i sig selv ændre reglerne

Gældsstyrelsen henviste under sagen til, at nyere ladestandere gør det muligt at konstatere, om der faktisk foregår opladning. Det blev anført, at Transportministeriets tidligere udtalelse byggede på en forudsætning om, at dette ikke kunne kontrolleres.

Det argument kan ikke i sig selv være afgørende for fortolkningen. At noget bliver teknisk lettere at kontrollere, ændrer ikke automatisk indholdet af en færdselsregel. Kontrolmuligheden og regelgrundlaget er to forskellige spørgsmål.

Den teknologiske udvikling kan dog have betydning for den praktiske begrundelse bag en tidligere administrativ fortolkning. Hvis et tilslutningskriterium helt eller delvist blev anvendt, fordi faktisk opladning ikke kunne konstateres, kan nye tekniske muligheder svække denne praktiske begrundelse. Det afgørende må dog fortsat være skiltningens retlige og sproglige indhold.

Hvad hvis opladningen stopper automatisk?

Et af de væsentligste kritikpunkter i debatten er, at opladningen kan ophøre uden førerens aktive medvirken. Batteriet kan blive fuldt opladet, bilen eller ladestanderen kan afbryde opladningen, der kan opstå kommunikationsproblemer, eller opladningen kan blive styret automatisk som led i intelligent opladning.

Det betyder, at en bil efter rettens fortolkning kan gå fra at være lovligt parkeret til ikke længere at opfylde parkeringsvilkåret, mens føreren befinder sig et helt andet sted.

Det er en reel praktisk problemstilling, men det medfører ikke i sig selv, at et krav om faktisk opladning er ugyldigt.

Parkeringsregler regulerer som udgangspunkt den objektive parkeringssituation. Det afgørende er derfor ikke nødvendigvis, om føreren selv har forårsaget, at opladningen er ophørt. Det samme princip kendes fra andre parkeringsregler. En tidsbegrænset parkering bliver eksempelvis ulovlig, når den tilladte parkeringstid udløber, selv om føreren på dette tidspunkt ikke befinder sig ved bilen.

Det mere principielle spørgsmål er derfor, om kravet om faktisk opladning fremgår tilstrækkeligt klart af skiltningen.

Skiltningen skal være tilstrækkelig klar

I debatten er der lagt betydelig vægt på, at et krav om kontinuerlig opladning kan være vanskeligt for bilisten at efterleve, fordi opladningen kan stoppe uden varsel.

Det er et relevant hensyn, men det betyder ikke nødvendigvis, at formuleringen »Kun opladning af elkøretøjer« er uklar.

Der kan tværtimod argumenteres for, at ordlyden netop sondrer mellem tilslutning og opladning. En almindelig sproglig forståelse af »opladning« er, at køretøjets batteri oplades. Hvis køretøjet alene er forbundet med et kabel, men opladningen er afsluttet eller afbrudt, er det derfor nærliggende at sige, at køretøjet ikke længere oplades.

Dette taler for den fortolkning, som blev lagt til grund i Randers-sagen.

Det betyder ikke, at enhver tænkelig skiltning automatisk er tilstrækkelig. Den konkrete afmærkning skal fortsat vurderes som helhed, og bilisten skal ud fra skiltningen kunne forstå det parkeringsvilkår, som myndigheden efterfølgende håndhæver.

En ændret praksis kræver ikke nødvendigvis en pressemeddelelse

Bilisten gjorde også gældende, at Randers Kommunes fortolkning ikke fremgik af kommunens hjemmeside eller af en pressemeddelelse.

Det argument kan næppe stå alene.

En parkeringsbestemmelse bekendtgøres som udgangspunkt over for trafikanten gennem den lovligt etablerede vejafmærkning. Der gælder ikke generelt et krav om, at kommunen samtidig skal offentliggøre en særskilt forklaring på sin hjemmeside eller udsende en pressemeddelelse, før parkeringsvilkåret kan håndhæves.

Det afgørende må som udgangspunkt være, om trafikanten ud fra den konkrete afmærkning kan forstå den regel, der gælder på stedet.

Debatten går længere end dommen

I debatten efter dommen er det blevet fremstillet, som om afgørelsen indebærer, at elbilister generelt risikerer en parkeringsafgift på alle offentlige parkeringspladser med opladningskrav, så snart energioverførslen stopper.

Så vidt rækker dommen ikke uden videre.

Der er tale om en konkret dom fra en byret vedrørende en bestemt parkeringsplads, en bestemt skiltning og et bestemt faktisk forløb. En byretsdom kan naturligvis have betydning ved vurderingen af tilsvarende sager, men den har ikke samme præjudikatsværdi som en principiel afgørelse fra landsretten eller Højesteret.

Det er derfor for vidtgående at udlede en ubetinget landsdækkende regel om, at enhver elbil, der på et tidspunkt ophører med at modtage strøm, nødvendigvis er ulovligt parkeret.

På samme måde bør trafikpolitiske argumenter om, at en streng fortolkning kan gøre offentlig opladning mindre attraktiv eller påvirke den grønne omstilling, holdes adskilt fra den juridiske vurdering. Sådanne hensyn kan være relevante i den politiske debat om reglernes udformning, men de afgør ikke i sig selv, hvordan den gældende skiltning skal fortolkes.

Hvis reglerne fører til uhensigtsmæssige resultater i forbindelse med intelligent opladning, automatisk afbrydelse eller fuldt opladede batterier, kan det tale for en præcisering af reglerne eller skiltningen. Det er imidlertid et andet spørgsmål end, om Retten i Randers havde juridisk grundlag for sit resultat i den konkrete sag.

Var dommen korrekt?

Efter en samlet vurdering er der gode juridiske argumenter for resultatet i Retten i Randers.

Kommunen har efter færdselslovens § 92 hjemmel til at fastsætte parkeringsrestriktioner. Restriktionerne kan bekendtgøres gennem den foreskrevne vejafmærkning, og en undertavle kan præcisere eller indskrænke hovedtavlens betydning.

Når der konkret er skiltet med »Kun opladning af elkøretøjer«, er det sprogligt nærliggende at forstå dette som mere end blot et krav om, at køretøjet skal være et elkøretøj eller fysisk forbundet med en ladestander. Der er en reel sproglig og funktionel forskel mellem at være tilsluttet og at være under opladning. Hertil kommer formålet med ladepladsen: at sikre adgang til opladning for køretøjer, der faktisk benytter ladefaciliteten.

Transportministeriets tidligere administrative fortolkning trækker i den modsatte retning og er et relevant argument i vurderingen. Den er imidlertid ikke bindende for domstolene.

Dommen bør derfor hverken fremstilles som juridisk åbenbart forkert eller som en afgørelse, der én gang for alle har fastlagt retstilstanden for samtlige offentlige ladepladser i Danmark.

Parkering og opladning hænger stadig tættere sammen

Udbygningen af ladeinfrastrukturen betyder, at parkering og opladning i stigende grad reguleres side om side, selv om der juridisk er tale om forskellige forhold. Det skaber nye spørgsmål om blandt andet skiltning, parkeringsvilkår, ladeoperatørens rolle og bilistens rettigheder. Jeg har tidligere behandlet dette krydsfelt mere generelt i artiklen “Krydsfeltet mellem parkeringskontrol og energiformidling – juridiske udfordringer ved ladestandere på parkeringsarealer i Danmark”.

Læs artiklen om parkeringskontrol og ladestandere på PAVAMA.dk

Dommens rækkevidde bør ikke overvurderes

Retten i Randers har taget direkte stilling til forskellen mellem fysisk tilslutning og faktisk opladning og har accepteret, at kravet »Kun opladning af elkøretøjer« i den konkrete sag indebar et krav om faktisk opladning på kontroltidspunktet.

Det gør dommen juridisk interessant og relevant for både kommuner, parkeringsmyndigheder og elbilister.

Men der er fortsat tale om en byretsdom. Den er ikke et bindende præjudikat på samme måde som en principiel højesteretsdom, og den tidligere administrative fortolkning samt de tekniske forhold omkring moderne opladning betyder, at spørgsmålet næppe kan anses for endeligt afklaret.

Indtil spørgsmålet eventuelt prøves ved en højere retsinstans eller præciseres i reglerne om vejafmærkning, er den mest præcise konklusion derfor, at Retten i Randers har givet væsentlig støtte til en fortolkning, hvorefter »Kun opladning af elkøretøjer« kræver faktisk opladning – men ikke at dommen har indført en ny og ubetinget landsdækkende regel.