Lejere af en almen bolig blev pålagt at fjerne en el-ladeboks – Almenlejelovens § 35
Lejerne L1 og L2 havde siden 2000 lejet en almen bolig, et fritliggende hus. I 2021 opsatte de en el-ladeboks på husets gavl til opladning af deres hybridbil.
Dette skete uden forudgående aftale med udlejeren og i strid med boligafdelingens husorden, som ikke tillod individuelle el-ladebokse. Efter boligkontorets afslag på efterfølgende ansøgning om godkendelse blev sagen bragt for Beboerklagenævnet i Fredericia.
Beboerklagenævnet fandt, at el-ladeboksen var en sædvanlig installation i henhold til almenlejelovens § 35, da elbiler var blevet mere udbredte. Boligkontoret anlagde efterfølgende sag ved Retten i Kolding, som fastslog, at lejerne var forpligtet til at fjerne installationen. Landsretten stadfæstede denne afgørelse.
Retsgrundlag: Almenlejelovens § 35
Almenlejelovens § 35 giver lejere ret til at foretage sædvanlige installationer i det lejede, medmindre udlejeren kan dokumentere, at ejendommens el- og afløbskapacitet er utilstrækkelig til installationen. Bestemmelsen blev indført for at give lejere en vis grad af frihed til at installere tekniske hjælpemidler, der anses for almindelige på installationstidspunktet.
Landsrettens vurdering
Landsretten fastslog, at el-ladebokse ikke kan anses som sædvanlige installationer efter § 35.
Retten henviste til bestemmelsens forarbejder, hvor sædvanlige installationer typisk omfatter husholdningsapparater som vaskemaskiner, komfurer og opvaskemaskiner. El-ladebokse er ikke nævnt, og deres stigende udbredelse i samfundet ændrer ikke ved dette.
Retten anerkendte, at lejerne havde handlet uden aftale med udlejer og i strid med husordenen. Derudover var opsætningen foretaget på bygningens ydre, hvilket faldt uden for § 35’s anvendelsesområde. Retten konkluderede derfor, at boligkontoret var berettiget til at kræve el-ladeboksen fjernet.
Konsekvenser af dommen
Dommen har væsentlig betydning for lejere i almene boliger, som ønsker at opsætte el-ladebokse. Den fastlægger, at installationer af denne type ikke falder ind under lejerens almindelige installationsret efter § 35. Lejere, der ønsker at etablere el-ladebokse, må derfor indhente forudgående tilladelse fra boligadministrationen eller få beslutningen vedtaget på et afdelingsmøde.
Denne sag understreger betydningen af at følge husordener og indhente godkendelse for installationer, der ikke utvetydigt er omfattet af almenlejelovens § 35. Med dommens udfald har almene boligorganisationer fået en større klarhed om deres ret til at regulere individuelle installationer i almene boliger.
Andre nyheder der kunne fange din interesse
Stop uretfærdig p-kontrol? – Et juridisk modsvar
Fairparkering.dk er et borgerinitiativ startet af “helt almindelige borgere”, der oplever private parkeringsafgifter som urimelige og reglerne som uklare. Formålet er at skabe politisk handling gennem et borgerforslag. Initiativet foreslår indførelse af en national regulering og licensordning for private parkeringsselskaber efter norsk forbillede. Forslaget indeholder fem hovedprincipper: For det første foreslås en national licensordning, hvor private parkeringsoperatører kun må drive virksomhed med statslig godkendelse. Licensen skal kunne fratages ved grove eller systematiske overtrædelser.
ANPR – Kontant, kontrolafgifter og konstruktionen af juridiske misforståelser
Kontant-udsendelsen bidrog til at sætte fokus på privat parkering, men ministerens udtalelser og programmets fremstilling forenkler et komplekst retsområde. Den manglende sondring mellem konventionalbod (kontrolafgift) og naturalopfyldelse (betaling af p-tid) samt en utilstrækkelig belysning af Motorregistret og hjemmelsspørgsmålet skaber et misvisende billede af gældende ret. Eventuelt behov for regulering bør imødekommes gennem klar lovgivning – ikke gennem forenklede medieudsagn.
Private parkeringspladser, vintervedligeholdelse og glatførebekæmpelse
Når vinteren sætter ind på private parkeringsarealer, bliver spørgsmålet om snerydning, glatførebekæmpelse og ansvar ved ulykker centralt. Det juridiske udgangspunkt varierer afhængigt af, om arealet er en privat fællesvej eller et helt privat areal.




