ANPR NYT !! – Transportministerens høringsbrev rejser en række alvorlige spørgsmål om lovhjemmel, proportionalitet samt ikke mindst armslængdeprincippet.
Thomas Jørgensen
Transportministeriets høringsbrev af 23. maj 2025 vedrører et udkast til ændring af bekendtgørelse om kontrolafgifter på private parkeringsområder og tager udgangspunkt i en vurdering af, at visse praksisser hos private parkeringsselskaber ikke lever op til gældende regler, især i forhold til bilistens retssikkerhed.
Høringsinitiativet fremstår på overfladen som et positivt tiltag i forhold til forbrugerbeskyttelse, men den bagvedliggende praksis rejser juridisk mere komplekse spørgsmål.
Ministeriet udtrykker bekymring for, at parkeringsselskaber i stigende grad benytter sig af forretningskoncepter, hvor kontrolafgifter hverken anbringes synligt på køretøjet eller overleveres fysisk til føreren, hvilket vurderes at være i strid med gældende ret.
Det er i den forbindelse væsentligt at understrege, at Transportministeriet selv har formidlet sin egen fortolkning af reglerne til Parkeringsklagenævnet, og at Forbrugerombudsmanden har tilkendegivet, at de nævnte metoder ikke er i overensstemmelse med lovgivningen på trods af Parkeringsklagenævnets praksis.
Juridisk indebærer dette en væsentlig præcisering, men det rejser samtidig kritiske spørgsmål om grænserne for ministeriel fortolkningskompetence og graden af indblanding i Parkeringsklagenævnets praksis og uafhængighed – altså om Transportministeriet har overholdt armslængdeprincippet i relation til et domstolslignende organ.
Det bør i den forbindelse problematiseres, hvorvidt et ministerium bør fastlægge retstilstanden over for et uafhængigt nævn uden en formel lovændring, og i hvilken grad dette svækker Parkeringsklagenævnets uafhængighed.
Høringsbrevet lægger op til en “præcisering i bekendtgørelsen”, som reelt fungerer som et forbud mod ANPR-baserede forretningsmodeller, idet det fastslår, at en kontrolafgift kun gyldigt kan meddeles, hvis dokumentationen enten anbringes synligt på køretøjet eller overgives direkte til føreren.
Denne formulering kan ved første øjekast tolkes som en styrkelse af forbrugerbeskyttelsen, men den rejser samtidig en række væsentlige juridiske spørgsmål, som bør stilles til ministeren. For det første er der risiko for, at en sådan præcisering reelt udvider den gældende retsregel og dermed indebærer, at Transportministeriet agerer normgivende uden hjemmel i en lovgivningsmæssig proces.
For det andet afslører brevet en dybere forvaltningsretlig konflikt mellem det politiske niveau, armslængdeorganer (Parkeringsklagnævnet) og en privat sektor, der i stigende grad udvikler egne digitale og teknologiske løsninger. Ved at kræve fysisk overgivelse eller synlig placering af kontrolafgifter, kan der stilles spørgsmålstegn ved, om den foreslåede regulering er forenelig med kravet om saglighed og proportionalitetsprincippet – navnlig i tilfælde, hvor bilisten via dokumentérbare digitale systemer faktisk modtager meddelelsen.
Samtidig fremstår det tvivlsomt, om Transportministeriet i denne sag har fornøden hjemmel til at fastsætte så detaljerede krav uden støtte i en eksplicit lovændring, hvilket peger på behovet for en nærmere vurdering af hjemmelsgrundlaget.
Et yderligere retssikkerhedsmæssigt problem i brevet angår Parkeringsselskaberne, idet det antydes, at visse aktører bevidst handler i strid med reglerne. Dette kan tolkes som en præjudicerende udmelding, fremsat uden formel kompetence til at træffe afgørelser, hvilket potentielt underminerer selskabernes retssikkerhed.
Endvidere rejser det spørgsmål, om Transportministeren og ministeriet i behandlingen af sagen har udvist den fornødne objektivitet og om sagsbehandlingen er baseret på et sagligt funderet grundlag, i det Parkeringsklagenævnets praksis tilsidesættes ?
Transportministeriets præmis om, at retssikkerheden bedst sikres gennem fysisk udlevering af en kontrolafgift, er heller ikke nødvendigvis korrekt. En digital kontrolafgift i e-boks, kan i mange sammenhænge opfylde informationskravet i bekendtgørelsen bedre da den ofte ledsages med fotodokumentation af køretøjet og skiltningen på området.
En digital kontrolafgift “flyver ikke væk” eller forsvinder efter den er sat i forruden.
Har du som pladsejer behov for uafhængig rådgivning?
Andre nyheder der kunne fange din interesse
Kommunernes ret til at omklassificere private fællesveje og parkeringsindtægter
Når kommuner omklassificerer private fællesveje til offentlige veje, åbner det også for muligheden for at indføre betalingsparkering – og dermed skabe nye parkeringsindtægter. Men selvom indtægterne kan være en kærkommen sidegevinst, understreger loven og Vejdirektoratet, at økonomien ikke må være det bærende motiv. Formålet skal altid være at sikre god trafikafvikling, fremkommelighed og retfærdig adgang til vejnettet. Artiklen ser nærmere på, hvor grænsen går mellem saglig trafikregulering og økonomisk interesse, og hvordan kommunerne bedst håndterer balancen mellem drift, retssikkerhed og parkeringsindtægter.
Sådan forvandler du din parkeringsplads til et højværdiareal – 3 modeller, der maksimerer værdi og bæredygtighed
Der præsenteres tre modeller for, hvordan en parkeringsplads kan værdisættes strategisk inden for ejendomsbranchen. Den økonomiske model fokuserer på indtægter og drift, den juridisk-strategiske model på kontrakter, risici og compliance, mens den ESG-orienterede model ser parkeringspladsen som en del af virksomhedens bæredygtighedsprofil. Artiklen anbefaler en integreret tilgang, hvor økonomi, jura og bæredygtighed kombineres for at maksimere værdien af parkeringsarealer.
ANPR NYT ! – ANPR-FORBUDET ER EN REALITET. Ændringen blev bekendtgjort efter normal arbejdstids ophør den 30. juni – hospitaler og andre anpr brugere får kun få timers varsel til at indrette sig.
Med kun få timers varsel har Transportministeriet bekendtgjort et indgribende forbud mod brugen af automatisk nummerpladegenkendelse (ANPR) til udstedelse af kontrolafgifter på private parkeringsområder. B